Serbokroatisk

Erfaring siden 1992.

Borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien 1992-1996 kastede mig ud i tolkning i serbokroatisk. I 1992 blev jeg registreret på Rigspolitichefens tolkeliste i netop dette sprog.

Sava floden i Beograd, 2. September 2019. Foto: Erik Thau-Knudsen.

I 1995 var jeg oppe til forsvarets prøve i alment serbokroatisk for militære tolke som selvstuderende. Jeg bestod prøven men afstod af private grunde fra en videre militære karriere.

Ét eller flere sprog?

En mærkbar følge af borgerkrigene i Bosnien, Kroatien og Slovenien for sprogfolk, både de praktiske som tolke og oversættere, og for de mere teoretiske lingvister (sprogvidenskabsfolk, både forskere og undervisere) blev, at tidligere jugoslavere i stigende grad betegnede deres sprog som enten serbisk, kroatisk eller bosnisk. I kraft af Montenegros løsrivelse fra rest-Jugoslavien i 2000 er nogle montenegrinere også begyndt at bruge betegnelsen montenegrinsk mod tidligere serbisk for deres sprog.

Alle skriftsprogene baserer sig på den samme dialekttype, nemlig østhercegovinsk neoštokavisk, som i sin reneste form tales i grænseområdet mellem Serbien, Montenegro og Bosnien, og overlappende Kroatien. At betegne dem som forskellige sprog er i praksis tit en strid om ord. Var man i krig med serberne, brød mange sig ikke om at betegne deres modersmål som serbokroatisk, kroatoserbisk, endsige serbisk. Naturligvis har der altid været geografiske forskelle mellem de måder, hvorpå folk talte og skrev i Jugoslavien, men jugoslaverne og udenlandske fagfolk anerkendte dem som varianter af én og samme sprogtype. Tolke og oversættere, både de, der er født i det tidligere Jugoslavien, og de, der har lært det som et fremmedsprog, er i stand til at skelne mellem de forskellige former for serbokroatisk. Trods alt er der tale om forskelle, som er mindre end dem mellem amerikansk og britisk engelsk.